Zidane straffes for manglende trænerlicens

Den tidligere verdensmester i fodbold Zinedine Zidane, må holde en ufrivillig pause fra jobbet som træner for Real Madrids reservehold, Castilla.

Det er nemlig gået op for det spanske fodboldforbund, at franskmanden slet ikke har den krævede licens.

Derfor er Zidane blevet idømt tre måneders karantæne, og det forstår man ikke meget af i klubben.

- Real Madrid vil jagte enhver mulighed for at får omstødt den beslutning, hedder det i en pressemeddelelse, hvor klubben også hævder, at Zidane har en fransk licens, der matcher den krævede spanske.

Men foreløbig er helten fra VM i 1998 altså suspenderet. Zinedine Zidane overtog inden den nye sæson ansvaret for Castilla, efter at have fungeret som assistent for cheftræner Carlo Ancelotti.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV