Zidane vil genrejse trist Gareth Bale

Tirsdag afholdt Zinedine Zidane sit første pressemøde efter præsentation af ham som ny Real Madrid-cheftræner, og pressen fik lejlighed til at stille spørgsmål.

En del af dem handlede naturligt nok om Real Madrids præstationer i denne sæson og også om dyrt indkøbte Gareth Bale, som har haft svært ved at finde et stabilt højt niveau i omkring halvandet år.

Den seneste måneds tid har der været tegning til, at Bale var på vej tilbage, hvorfor nyheden om fyringen af Rafael Benitez angiveligt var et hårdt slag for den lynhurtige offensivspiller.

Men Zidane har store planer med og tror på Bale, forsikrer han.

- Gareth var skuffet efter fyringen af Rafa, fordi han var en vigtig træner for ham, men jeg vil behandle ham på samme måde, som Rafa gjorde, siger Zidane på pressemødet ifølge Skysports.

- Han er en vigtig spiller og en nøglespiller for holdet. Han er fænomenal, og vi vil give ham al den støtte, han har brug for, lyder det fra den nye Real Madrid-træner.

Samtidig ønskede Zidane ikke at gå ind i sammenligningen af ham og trænerkollega Pep Guardiola, som i sin tid også blev forfremmet fra Barcelonas B-hold til klubbens førstehold med enorm succes til følge.

- Du kan ikke lave den sammenligning. Guardiola er Guardiola, og jeg vil gøre mit bedste. Guardiola er en fantastisk træner, og det, han præsterer, er imponerende, men jeg kommer ikke til at sammenligne mig med ham, siger Zidane.

Som spiller nåede Zinedine Zidane 225 kampe for Real Madrid. Han blev blandt andet matchvinder i Champions League-finalen i 2002 mod Bayer Leverkusen med målet til 2-1.

Han var ligeledes med til at vinde både VM i 1998 og EM i 2000 med Frankrig.

/ritzau/

Dagens Gossip