Zidane ville ikke gamble med stjernernes helbred

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Superstjernen Cristiano Ronaldo måtte helt opgive at spille. Franske Karim Benzema spillede første halvleg på halv kraft og måtte lade sig skifte ud efter første halvleg.

Uden de to angribere måtte Real Madrid for en sjælden gangs skyld gå fra banen uden at score. Den første Champions League-semifinale ude mod Manchester City sluttede 0-0.

- Cristiano mærkede noget i den sidste træningstest og spillede derfor ikke. Det var lidt anderledes med Karim, men han fik det dårligere undervejs, siger Real Madrids træner, Zinedine Zidane, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi ville ikke gamble med deres helbred, da vi ved, hvor vigtige de er for os. Nu håber vi, de er klar til returkampen, men vi må tage det dag for dag, siger han med hentydning til kampen næste onsdag.

Trods de offensive skader skabte Real Madrid en række store chancer i kampens slutning, og på den baggrund burde spanierne have vundet det første møde.

- Vi kunne have scoret, men det ville stadig ikke have sikret os finalepladsen endeligt. Nu er det stadig 50/50, vurderer træneren.

Han glædede sig til gengæld over, at City ikke kom frem til en eneste stor scoringschance.

- Vi fortjente mere i aften, men jeg er meget glad for måden, som vi forsvarede os på, siger Zidane.

/ritzau/