Zimling: Det var bogstavelig talt stolpe ud mod Italien

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Skuffelsen var stor hos det danske fodboldlandshold, der trods en flot præstation må affinde sig med, at Danmark ikke bliver blandt deltagerne, når VM løber af stablen i Brasilien næste år.

For med 2-2 på hjemmebane mod Italien er håbet så godt som slukket. Det er en barsk kendsgerning, mener forsvarsspiller Niki Zimling.

- Det var et minut fra, at vi kom helt oppe at ringe til måske lidt hårdt sagt at hænge os selv.

- Det er klart, at når de scorede så sent i en kamp, hvor vi egentlig havde godt styr på dem, skabte en del chancer, var foran og havde det resultat, vi skulle bruge, så siger det sig selv, at det er hårdt. Det er brutalt. Det var bogstaveligt talt stolpe ud.

- Vi havde Christian Eriksens frispark på stolpen og Andreas Bjellands skud på overliggeren. Det er hårdt, men sådan er fodbold, siger han.

Zimling blev hovedperson i midten af første halvleg, da en fejlaflevering fra hans fod landede hos italienerne, som hurtigt omsatte det til en hurtig kontra og mål af Daniel Pablo Osvaldo.

Den fejl tager danskeren også på sin kappe.

- Det er en del af mit spil at tage chancer frem ad banen. I dag kostede det desværre, at vi kom bagud. Det var en chance, jeg tog, og jeg lever selvfølgelig med konsekvensen, lyder det fra Zimling.

Kampen mod Italien blev vendt fra 0-1 til 2-1 i dansk favør, før det lykkedes Italien at udligne til slutresultatet 2-2.

Dermed kommer der kun et enkelt point på kontoen, men Zimling ser ikke fredagens kamp som grunden til den missede kvalifikation til VM.

- Det var ikke kun i denne kamp, at vi tabte det hele. Der var andre kampe, der har været betydningsfulde, hvor vi også smed point.

- Selvfølgelig er det enormt ærgerligt, når man står og kan gøre det, men vi kan ikke udelukkende se på den her kamp, siger han.

I løbet af kampen indkasserede Zimling et gult kort, hvilket betyder, at han har karantæne i den sidste VM-kvalifikationskamp mod Malta på tirsdag.

/ritzau/