Zimling i farezonen til Armenien-kamp

Niki Zimling måtte gå tidligt ud i onsdag aftens kamp mod Georgien i Aalborg. Og den centrale midtbanespiller kan være i farezonen til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Armenien på tirsdag.

- Zimling har et lyske-problem, han døjer med. Han spillede kort i går, men valgte at gå ud for ikke at forværre noget. Vi ved ikke, hvor han er endnu, siger landsholdslæge Søren Kaalund ved torsdagens restitutionstræning i Aalborg.

- Zimling er i spil til kampen mod Armenien, men vi afventer de næste dages tests. Han er allerede i behandling nu, men vi ved ikke, om han bliver klar til Armenien-kampen, siger Kaalund.

Ud over Zimling er også Kjær, der sad over mod Georgien, Dennis Rommedahl samt Viktor Fischer på skånekost til torsdagens træning.

- Simon Kjær ser noget bedre ud. Han laver nogle løbetests i dag, og i morgen kommer han på banen i spil med bold. Rommedahl kom fint igennem kampen i går, mens Fisher har også et lyske-problem, som vi også er forsigtige med, siger Kaalund og slår fast:

- Lige nu er der ikke nogen, der ikke er i spil til tirsdag.

Dagens Gossip