Zlatan bliver ikke verdens bedste i år

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

Lionel Messi (FC Barcelona), Franck Ribery (Bayern München) og Cristiano Ronaldo (Real Madrid) er kandidaterne til prisen som verdens bedste fodboldspiller i 2013, også kendt som Ballon d'Or.

De tre spillere var alle med på en liste med 25 navne, som oprindeligt blev præsenteret i november. Mandag skar det internationale fodboldforbund (Fifa) listen ned til kun de tre navne.

Blandt de navne, som blev sorteret fra, var den svenske landsholdsangriber Zlatan Ibrahimovic, som dermed ikke har mulighed for at vinde prisen.

Paris Saint-Germain-angriberen har straks været ude at forholde sig satirisk til udvælgelsen.

- Hvis Fifa ikke kan give mig Ballon d'Or, så må jeg vel snakke med julemanden, skriver Ibrahimovic på Twitter.

Landstrænere og anførere skal nu stemme om, hvem der skal have den traditionsrige titel, der kåres af Fifa sammen med magasinet France Football.

Hvem, som får prisen, bliver præsenteret ved et stort arrangement i Schweiz 7. januar.

Lionel Messi har vundet prisen de seneste fire år, men FC Barcelona-spilleren regnes ikke for at være topfavoritten denne gang.

Den skadede danske landsholdsspiller Jores Okore mener, at Ronaldo bør vinde prisen.

- Nu ved vi, at Zlatan Ibrahimovic med sikkerhed ikke længere er med i kampen om Ballon d'Or. Og så er det et røveri, hvis Cristiano Ronaldo ikke vinder prisen, lyder det fra Okore på Twitter.

Cristiano Ronaldo har tidligere vundet titlen en enkelt gang. Det var i 2008.

/ritzau/