Zlatan er formentlig klar til svensk EM-kamp

Sveriges altoverskyggende stjernespiller Zlatan Ibrahimovic bliver sandsynligvis klar til Sveriges åbningskamp i kvalifikationsturneringen til EM.

Paris Saint-Germain-spilleren har ellers døjet med en muskelskade i maveregionen efter den franske sæsonpremiere 16. august, men landstræner Erik Hamrén valgte alligevel at udtage stjernen tirsdag.

- Jeg snakkede med ham mandag. Han var optimistisk efter at være kommet i gang med træningen. Han er meget motiveret og i god form, men det var synd, at skaden kom nu, siger Erik Hamrén.

Sverige spiller en testkamp mod Estland 4. september. Fire dage senere er der vigtige EM-point på spil mod Østrig.

Den svenske trup til kampene tæller fire spillere fra Superligaen. Brøndby-angriberen Johan Elmander er udtaget, selv om han ikke er i den bedste kampform efter at have fået fri i starten af sæsonen grundet faderens kræftsygdom og senere dødsfald.

Derudover har Hamrén fundet plads til tre skikkelser fra FC Københavns forsvar; Mikael Antonsson, Pierre Bengtsson og Per Nilsson.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV