Zlatan går målamok i storsejr over Anderlecht

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic stod for sit helt eget målshow, da Paris Saint-Germain onsdag aften udspillede Anderlecht og vandt 5-0 på udebane i Champions Leagues gruppe C.

Ibrahimovic noterede sig for hele fire mål, deriblandt et ægte hattrick i løbet af 19 minutter i første halvleg, og stjal totalt billedet i den belgiske hovedstad.

På papiret har storsatsende Paris Saint-Germain ikke fået den sværeste pulje. Men franskmændene har imponeret ved at vinde tre klare sejre og lave 12 mål i alt mod Anderlecht, Benfica og Olympiakos.

Parisernes dyrt indkøbte flok af stjernespillere er dermed helt som ventet på direkte kurs mod 1/8-finalerne.

Anderlecht er fortsat uden point i bunden af gruppen, og holdet kunne da heller ikke stille noget op, da Zlatan Ibrahimovic rullede sig ud på Constant van den Stock Stadion.

Efter svenskerens hattrick før pausen var det angrebsmakker Edinson Cavani, der fik lov at gøre det til 4-0, da han blev spillet helt fri af Blaise Matuidi.

Meget passende var det dog Zlatan Ibrahimovic, der lukkede showet ved at hamre et fladt skud i nettet bag Thomas Kaminski i Anderlecht-målet og sætte en streg under den suverænitet, som træner Laurent Blancs tropper har vist i Champions League.

Parisernes forspring er nu på fem point ned til Benfica og Olympiakos, der spillede 1-1 i Lissabon.

En anden af Europas absolutte storklubber, de forsvarende mestre Bayern München, har ligesom Paris Saint-Germain fortsat ikke sat point til og var lige så suveræne onsdag aften.

Bayern vandt i gruppe D med 5-0 over Viktoria Plzen i en kamp, hvor det danske talent Pierre-Emile Højbjerg sad på Bayerns udskiftningsbænk uden at komme i aktion.

/ritzau/