Zlatan Ibrahimovic stopper på landsholdet

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic stopper på det svenske landshold efter EM-slutrunden i Frankrig.

Det siger angriberen tirsdag på et pressemøde ved EM ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vores sidste kamp (ved EM, red.) bliver min sidste for Sverige, så jeg håber, det ikke bliver i morgen, siger Ibrahimovic med henvisning til Sveriges sidste gruppekamp mod Belgien.

Sverige skal efter alt at dømme vinde onsdagens kamp for at komme videre til ottendedelsfinalerne ved EM.

Ibrahimovic er den mest scorende på det svenske landshold nogensinde med foreløbig 62 mål i 115 kampe.

- Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået, og jeg vil altid have det svenske flag med mig, lyder det fra Ibrahimovic.

Der har længe været gisnet omkring den svenske stjerneangribers fodboldfremtid på både landsholds- og klubniveau, men nu har han givet svar på førstnævnte spørgsmål.

Hans beslutning betyder også, at de svenske fans ikke kommer til at se Ibrahimovic i aktion ved OL i Rio til august, hvor hvert hold må have tre spillere på over 23 år med.

- Jeg kommer ikke til at deltage i OL, så jeg håber, vi når så langt som muligt her (ved EM), siger angriberen.

Afgående landstræner Erik Hamrén har svært ved at sætte ord på, hvad rekordmålmageren har betydet for svensk fodbold.

- Det har jeg brug for min helt egen pressekonference for at kunne. Hans betydning for svensk fodbold er uvurderlig. Det er fantastisk, hvad han har gjort for svensk fodbold, siger Hamrén ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Endnu har Zlatan Ibrahimovic ikke meldt ud, hvor han fortsætter klubkarrieren efter endt kontraktudløb i Paris Saint-Germain.

Manchester United har længe været nævnt som den varmeste bejler til svenskerens underskrift, men Ibrahimovic holder kortene tæt ind til kroppen endnu.

Ibrahimovic indledte sin karriere i Malmö FF, inden han drog til hollandske Ajax i 2001.

Her tog karrieren fart og sendte ham til klubber som Juventus, Inter, FC Barcelona og Milan, inden han i 2012 skrev kontrakt med Paris Saint-Germain, for hvem han spillede fire sæsoner.

/ritzau/