Zlatan: Jeg har ingen intentioner om at forlade PSG

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germains svenske angriber, Zlatan Ibrahimovic, insisterer på, at han ikke har tænkt sig at forlade PSG, selv om hans kontrakt løber ud, når sæsonen slutter om et halvt år.

Den 34-årige målmaskine, der spillede i det franske holds 1-0 sejr over hans tidligere klub Inter i Doha onsdag, har været kædet sammen med et skifte til den amerikanske liga, MLS, eller den engelske Premier League.

Men Ibrahimovic siger, at der aldrig har været konkrete tilbud fra andre klubber.

- Intet har været på bordet, siger målmaskinen, der også understreger, at han er glad for livet i den franske hovedstad, hvor han sammen med sit hold er på jagt efter den fjerde ligatitel i træk.

- Jeg har et smukt forhold til PSG. Jeg har ingen intentioner om at forlade denne klub, siger svenskeren om sin fremtid.

Ibrahimovic kom til PSG fra Inter i 2012. Da de to klubber stødte sammen onsdag, blev han mødt med buhråb fra de italienske Inter-fans, da han udgik efter 64 minutter.

Zlatan Ibrahimovic er nu oppe på 15 ligascoringer, hvilket gør ham til topscorer i Ligue 1.

Paris Saint-Germain fører ved vinterpausen den franske liga med 19 point ned til Monaco, der ligger på andenpladsen. Turneringen genoptages allerede den 8. januar.

PSG er også sluppet godt fra deltagelsen i Champions League, hvor holdet i 1/8-finalen skal møde Chelsea.

/ritzau/