Zlatan sænker Braithwaite med tre kasser

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germain er igen fem point foran nærmeste forfølger i den franske liga.

Anført af superstjernen Zlatan Ibrahimovic vandt PSG 4-2 ude over Toulouse, der havde danske Martin Braithwaite på banen i hele kampen.

Efter en god halv time satte svenskeren første scoring på tavlen, da han eksekverede på straffespark, men Wissam Ben Yedder fik udlignet kort før pausen.

I anden halvleg kom gæsterne foran 2-1 på mål af Ezequiel Lavezzi, inden Ibrahimovic gjorde det til 3-1 på hovedstød.

Men hjemmeholdet gav ikke op, og 18 minutter før tid var Ben Yedder på pletten igen, og med sit mål til 2-3 fik han skabt fornyet spænding i kampen.

I kampens døende minutter eliminerede Zlatan Ibrahimovic dog den spænding med sin tredje scoring.

Igen fik svenskeren chancen fra 11-meter-pletten, men denne gang skulle han bruge to forsøg, inden han kunne juble med sine holdkammerater.

Selve straffesparket blev nemlig reddet, men Ibrahimovic var hurtigste mand på returbolden og sparkede ind til 4-2, der blev kampens resultat.

Med sejren øger mesterskabsfavoritterne Paris Saint-Germain igen forspringet til forfølgerne fra Monaco til fem point i den franske liga.

/ritzau/