Zlatans agent er usikker på PSG-angriberens fremtid

Skrevet af admin

29/10/2015

Mest læste i dag

Zlatan Ibrahimovic er inde i sin måske sidste sæson hos Paris Saint-Germain.

Svenskerens agent, Mino Raiola, fortæller, at 30 fodboldklubber ønsker angriberens tjenester, men agenten vil ikke sige noget om, hvad fremtiden bringer.

Ifølge Aftonbladet har Ibrahimovic til venner ytret ønske om at flytte til Miami efter en lang periode i Paris.

Men Raiola fortæller til radioprogrammet RMC, at det er helt åbent, hvad der sker efter indeværende sæson.

- Mange klubber er interesserede i Zlatan efter sæsonen, men det er ikke tiden til at snakke om det nu.

- Han har kontrakt med PSG, og vi ved præcis, hvad vi vil. Vi har ingen andre aftaler end den med PSG, siger Raiola ifølge den svenske avis.

- Kontrakten løber ud efter sæsonen, men det betyder ikke, at han ikke kommer til at blive i Paris. Vi får at se. Det bliver muligvis én sæson mere, fortæller agenten.

Der mangler i hvert fald ikke tilbud, hvis man skal tro Raiola.

- Jeg ved, at der findes 30 klubber, som siger, at de vil blive glade, hvis han skriver under med dem, lyder det kæphøjt.

Ibrahimovic rangerer ifølge agenten lige så højt som Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

- Han er bedre end alle andre. Han er stærkere end Ronaldo og Messi. Det er min mening.

- Jeg ved ikke, om nogen anden spiller, som er 197 centimeter, har samme teknik og styrke som Messi og Ronaldo. Jeg synes, han er lige god som tidligere, siger Raiola.

Ibrahimovic stod over i sæsonens første kampe med en skade, men står nu noteret for syv scoringer i lige så mange ligakampe i denne sæson. Han har også bidraget med tre målgivende pasninger.

Pariserklubben fører den franske liga efter 11 kampe med ni sejre og to uafgjorte kampe. PSG er med 29 point syv point foran nærmeste udfordrer, Angers.

/ritzau/