Zoo mister kæmpeodderunge

I december måned kunne Givskud Zoo fortælle offentligheden, at den første kæmpeodderunge nogensinde var født i en dansk zoo. Det var en lille zoologisk sensation, at Givskud Zoos kæmpeodderpar, Frieda og Saro, en måned tidligere var blevet forældre. Ungen trivedes i bedste velgående, men nu er ungen desværre død.

- Oddernes dyrepasser fandt ungen liggende død i anlægget onsdag morgen. Vores dyrlæge obducerede derefter ungen, og efterfølgende prøveresultater har nu vist, at ungen døde af lungebetændelse forårsaget af hæmolytiske streptokokker. Bakterien er også udbredt hos mennesker og kan forårsage lunge- og halsbetændelse. Det er uvist hvorfor, men netop lungebetændelse er dødsårsagen for langt de fleste kæmpeoddere i fangenskab, fortæller direktør Richard Østerballe, Givskud Zoo.

- Både Frieda og Saro har oplevet mindre søskende, da de selv var små, men de er trods alt førstegangsforældre. Man ser tit i dyreverdenen, at de førstefødte ikke overlever, og det ville have været en sensation, hvis kæmpeodderungen havde overlevet. Til gengæld har Frieda og Saro jo vist, at de er i stand til at yngle, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer et nyt kuld, siger Richard Østerballe.

Hos kæmpeodderne kommer hunnen i brunst umiddelbart efter en fødsel og bliver parret blot 3-4 dage efter. Skulle hun efterfølgende miste ungerne, er hun derfor klar til at føde et nyt kuld blot to måneder senere. Hvis det imidlertid går godt med ungerne, undlader hunnen at føde og kan gemme fostrene i lang tid.

Hunnen Frieda har derfor formentlig allerede nogle fostre klar i sin livmoder. Det kan dog også være, at der skal en ny brunst og nye parringer til, før hun igen er drægtig. Med lidt held kan Givskud Zoo fortælle godt nyt igen om nogle måneder.

Medarbejderne i Givskud Zoo havde glædet sig til at vise ungen frem for publikum i vinterferien, hvor der afholdes vinter-event fra den 12. – 16. februar. Nu kan gæsterne i stedet opleve de to kæmpeoddere Frieda og Saro i fuld vigør, mens andre af parkens dyr er iklædt den flotteste vinterpels til lejligheden.

Dagens Gossip

Dagens TV