Zoos gæster får guld for gavmildhed

Gæsterne i Zoo er blandt de mest generøse i verden. Det viser en kampagne til fordel for truede dyr i Sydøstasien. Indsamlingen har alene i København Zoo skaffet hele 120.594 kroner, hvilket etablerer den danske zoo som en af Europas største bidragsydere til kampagnen.

Kampagnen er til fordel for truede dyr i Sydøstasien og er organiseret af den europæiske zoo- og akvarieorganisation, EAZA, samt den internationale union for naturbevarelse, IUCN. Blandt de truede dyr, der samles ind til, er sumatranæsehornet, gibbonaben, orangutangen og den meget sjældne saola, der også er kendt under navnet ”den asiatiske enhjørning”.

Penge kan generere mere viden om asiatisk enhjørning

Saolaen har længe været frygtet udryddet, men for få dage siden blev et eksemplar ”fanget” i en kamerafælde i den vietnamesiske jungle. Det er første gang, at saolaen er blevet fotograferet i det 21. århundrede, og Zoos kampagneansvarlige forudser, at Zoo-gæsternes donation kan hjælpe til at gøre kendskabet til dyret større.

- De mange penge fra Zoos gæster kan bruges til at hjælpe forskerne i Vietnam til at indsamle flere vigtige informationer om dette truede dyr, og det er da helt fantastisk, siger zoolog Ann-Katrine Garn Blom, der både glæder sig over guldcertificeringen samt gæsternes velvilje.

- Jeg er super glad for, at Zoo igen har kunnet bidrage med et så stort beløb. Det viser, at vores gæster er utrolig engagerede og villige til også at støtte bevarelsen af dyrearter, som de ikke kan se i Zoo, og det er virkeligt dejligt, slutter Ann-Katrine Garn Blom.

Dagens Gossip