Zornig: Forløbet om millionerne er ærgerligt

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har onsdag været i samråd med socialudvalget om sagen med en millionpulje til Huset Zornigs projekt Stemmer på Kanten.

Imens ærgrer sagens anden hovedperson, Lisbeth Zornig, sig over forløbet. Det udtaler hun i en pressemeddelelse.

- Jeg er utroligt ærgerlig over, at Socialministeriets støtte til vores projekt har ført til en massiv negativ omtale, som fjerner fokus fra, at vi med Stemmer på Kanten lykkedes med at skabe politisk fokus på og mobilisere socialt udsatte vælgere, skriver hun.

- Jeg er ikke mindst ærgerlig på vegne af alle de mange gode mennesker, som hjalp med i projektet – det har ikke været rart for dem at følge med i pressen de seneste dage, fortsætter hun.

"Der er en million til dig", sagde Vilhelmsen foran DR2's rullende kameraer. Det var allerede inden, at fristen for at søge puljemidlerne var udløbet. Og faktisk også inden, at Huset Zornig overhovedet havde søgt.

Ministeren har indrømmet, at Huset Zornig fik særbehandling. Blandt andet holdt to medarbejdere fra Socialministeriet den 5. september et møde med ansatte fra Stemmer på kanten.

Her fik de lejlighed til at afspille en kampagnesang og en video, og ministeriets folk besvarede desuden en række spørgsmål fra Stemmer på kanten, der også modtog vejledning og information om ansøgningsfrister.

Zornig siger, at hun er tilfreds med ministerens redegørelse.

- Jeg håber, at vi med ministerens redegørelse for forløbet kan se frem til arbejdsro, så vi kan fokusere på vores arbejdsopgaver igen. Vi er også meget tilfredse med en uvildig advokatundersøgelse, så alt bliver endevendt, skriver hun.

På vej ind til samrådet bebudede ministeren en uvildig advokatundersøgelse af forløbet.

Enhedslisten vil indstille Vilhelmsen til en næse, udtaler medlem af socialudvalget, Finn Sørensen.

/ritzau/