Økonomisk vækst går fra minus til plus

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Den økonomiske vækst - målt i bruttonationalproduktet BNP - steg med 0,2 procent i årets andet kvartal, viser reviderede tal fra Danmarks Statistik. Det er positivt i forhold til de første tal, der oprindeligt viste, at økonomien var i bakgear med minus 0,3 procent.

Samtidig steg beskæftigelsen med 10.900 personer i andet kvartal.

Det er den første opgørelse over det kvartalsvise nationalregnskab efter nye internationale retningslinjer, der gør, at illegale dele af økonomien som eksempelvis handel med hash og prostitution tæller med.

Ser man på første halvdel af 2014, er der tale om en fremgang i den økonomiske vækst på 0,8 procent i forhold til samme periode året før.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer peger på, at revisionen af nationalregnskabstallene er meget beskeden.

- Det er dog en meget beskeden nedrevidering, ikke mindst med tanke på, at Danmarks Statistik meddeler, at BNP-væksten angives med en usikkerhed på plus-minus 0,5 procentpoint.

Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, mener, at billedet af dansk økonomi er sløret.

- Det er kendt, at der kan være store revisioner til de kvartalsvise nationalregnskabstal, men denne gang bliver billedet endnu mere sløret af, at Danmarks Statistik for første gang offentliggør tallene efter de nye internationale retningslinjer.

- Det vanskeliggør sammenligningen med de tidligere offentliggjorte tal, siger Helge J. Pedersen.

Han peger på, indikatorerne for tredje kvartal tyder på en vis afmatning, og derfor er der fortsat tale om svag vækst i dansk økonomi.

- Den helt store usikkerhed knytter sig til den geopolitiske situation. Konflikten mellem Rusland og Vesten eskalerer fortsat, og nye sanktioner fra begge parter kan absolut ikke udelukkes.

- Alene de allerede vedtagne sanktioner mod import af landbrugsvarer, som russerne har disket op med, rammer landbruget og fødevareindustrien hårdt, siger Helge J. Pedersen i en kommentar.

Samtidig er Danmarks største samhandelspartner, Tyskland, ramt på eksporten til Rusland, fordi den russiske økonomi er bremset op og befinder sig på kanten af recession.

- Det kan ramme eksporten mere generelt, og vi skal huske, at eksporten tegner sig for mere end halvdelen af det danske BNP, siger Helge J. Pedersen.

/ritzau/