Aleqa Hammond ekskluderet fra Siumut efter kreditkortsag

Skrevet af Redaktionen

23/08/2016

Dagens topnyheder

Den grønlandske politiker Aleqa Hammond er blevet ekskluderet fra sit parti Siumut efter sagen om brug af Folketingets kreditkort. Det skriver KNR.

Aleqa Hammond har de seneste dage været under medieinteresse efter det kom frem, at politikeren havde brugt et kreditkort udstedt af Folketinget til private indkøb for over 12.983 kroner.

Selv fortalte Aleqa Hammond, at hendes egne konti havde været spærret, og at hun derfor havde brugt Folketingets kort.

- Jeg har via folketinget et mastercard som jeg aldrig har brugt, men i nødsituationen måtte bruge og meddelte administrationen om sagens karakter. Der var gensidig forståelse, skrev hun på det sociale medie Facebook.

Mandag kom det frem, at Folketingets Administration efter at have gennemgået forløbet vil tilbageholde beløbet i Aleqa Hammonds løn.

Det skete efter et møde med den grønlandske politiker.

- Jeg har under mødet beklaget meget, at jeg havde den fået den fejlagtige opfattelse, at det var i overensstemmelse med reglerne at benytte Folketingets kreditkort i den nødsituation, jeg var havnet i, skrev hun mandag ifølge KNR.

/ritzau/