DF kræver forklaring i sag om jihadist-hverver

Skrevet af admin

04/10/2015

Mest læste i dag

For Dansk Folkeparti giver det ikke umiddelbart mening, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) undlod at gribe ind over for danskpakistaneren Shiraz Tariq, der ifølge en ny bog uforstyrret har rekrutteret danskere til at gå i hellig krig i Syrien.

- Det virker mærkværdigt, at det kan lade sig gøre at rekruttere hellige krigere, uden at der bliver sat en stopper for det, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til TV2 News.

Ifølge bogen "Danmarks børn i hellig krig", der er skrevet af Politiken-journalist Jakob Sheikh, kunne Shiraz Tariq som leder af den salafistiske gruppe Kaldet til islam radikalisere en række unge muslimer frem til sin død som kriger for Islamisk Stat i september 2013.

Tariq var ifølge bogen i 2005 på et træningsophold hos en terrorbevægelse i Pakistan.

Det vides ikke, om PET har kendt til Tariqs træningsophold i 2005, men PET overvågede ham intenst i årene før og efter opholdet, viser blandt andet udskrifter af telefonsamtaler, som Politiken er i besiddelse af.

Dansk Folkeparti kræver nu en forklaring på, hvorfor efterretningstjenesten ikke greb ind.

- Jeg vil meget gerne overbevises om, at PET har haft rigtig gode grunde til ikke at stoppe den her rekruttering, siger Peter Skaarup ifølge TV2 News.

- Umiddelbart ser det ud som om, at der virkelig er tale om et svigt, og der er brug for, at Justitsministeriet giver en redegørelse til Folketinget om, hvorfor man har været så tilbageholdende, fortsætter han.

Politiken har kendskab til mindst seks personer fra Danmark, som er rejst til Syrien for at kæmpe på direkte opfordring fra Shiraz Tariq, som også hjalp med rejsen ind i Syrien.

/ritzau/