EL tager afstand fra fløjteaktion mod Thorning

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Den bebudede fløjteaktion, der skal overdøve statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når hun 1. maj holder tale i Fælledparken i København, dumper på fantasiløshed og manglende værdighed.

Sådan lyder det fra Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, der også kalder aktionen for uacceptabel.

- Jeg synes, det er rigtig dumt at forsøge at forhindre talere i at komme til orde 1. maj. Det er bestemt ikke noget, Enhedslisten synes om, skriver han i en pressemeddelelse.

- Sidste år oplevede vi en lignende aktion, som udviklede sig til tumult og kasteskyts foran scenen. Det er helt uacceptabelt. Og det tager vi klart afstand fra, skriver han.

Fløjteaktionen er orkestreret via Facebook, hvor gruppen bag - "Overdøv Helle" - angiveligt har købt 800 fløjter for at leve op til gruppens navn. Onsdag formiddag var der dog ikke flere tilmeldte, end at de hver kunne få en fløjte til hver hånd.

- Der findes mere intelligente og værdige måder at vise sin protest, skriver Finn Sørensen.

- Sidste års 1. maj havde lærerne for eksempel taget tusinder af sure smileyer med, som de holdt op i luften, da Helle Thorning talte. Andre valgte at vende ryggen til. Det er mere kreative og fantasifulde måder at vise sin utilfredshed på, som jeg har langt mere respekt for.

Og for en gangs skyld er den modsatte side i folketingssalen enig.

Også Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, har onsdag taget afstand fra den larmende aktion, der skal tage mælet fra statsministeren på arbejdernes internationale kampdag.

- Det er helt i orden, at mange ikke bryder sig om statsministeren og regeringens politik, men man skal opføre sig ordentligt. Det er ikke i orden at møde op i Fælledparken blot for at genere. Det er simpelthen for barnligt, siger han og opfordrer direkte fløjtekoret til at blive væk.

Enhedslisten bliver angiveligt også mål for protester under 1. maj - oven i købet fra Socialistisk Ungdomsfront, der betegnes som partiets uofficielle ungdomsorganisation.

/ritzau/