Et undskyld til børnehjemsbørn er Mette Frederiksens mærkesag

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

Børn, der blev udsat for vold på deres institutioner. Kvinder, der blev tvangssteriliseret. Grønlandske piger og drenge, der uden deres vilje blev sendt til Danmark.

Der skal gives en officiel undskyldning til tidligere børnehjemsbørn, anbragte i åndssvageforsorgen, tvangsadopterede grønlændere og andre, som den danske stat har begået overgreb mod i en ikke fjern fortid.

Det mener Socialdemokraterne med formand Mette Frederiksen i spidsen.

- For mig er det her vigtigt. For mig er det her muligheden for, at vi som parlament og folketing kan se fortiden i øjnene, siger Mette Frederiksen.

Hun har sammen med sit parti fredag fremlagt et beslutningsforslag, der handler om, at det skal udredes, hvem der blev udsat for overgreb af den danske stat i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Dernæst skal staten give ofrene en officiel undskyldning, lyder det.

- Det er et af de mørkeste kapitler i nyere danmarkshistorie.

- Det skal være en del af vores erindring, forståelse og udvikling. Og ofrene skal have en undskyldning. Som samfund har vi nu muligheden for at påtage os det ansvar, vi svigtede dengang, siger Mette Frederiksen.

Overgreb mod børn, udviklingshæmmede, psykisk syge, handikappede og andre er tidligere dokumenteret. Blandt andet i Godhavns-rapporten.

Socialdemokraternes forslag støttes af Enhedslisten, SF og Alternativet. Mens de borgerlige partier samt De Radikale ikke bakker op om det.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) er enig med Socialdemokraterne i, at det er uhyrligt, hvad der årtier tilbage er foregået på nogle danske institutioner.

Men regeringen vil ikke sige "undskyld".

- Jeg mener, det er farligt at forsøge at dømme fortiden med nutidens målestok. Det er ikke et forsøg på at forsvare det, der skete dengang. Men det er en erkendelse af, at vores samfund dengang var markant anderledes indrettet, siger Karen Ellemann.

/ritzau/