Fængselsforbund: Det skader at sænke kriminel lavalder

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Det vil ikke gavne hverken de unge eller samfundet, hvis den kriminelle lavalder bliver sænket, mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting.

Han langer ud efter blå blok, efter at de borgerlige partier har lagt op til, at børn ned til 12 år skal omfattes af et straffesystem.

- Det borgerlige forslag om at sænke den kriminelle lavalder er decideret skadeligt, siger han i en skriftlig kommentar.

- Der findes ikke et fagligt som sagligt redeligt argument for at sænke lavalderen, fortsætter Hatting, der er mangeårig socialfaglig ekspert på området og har bidraget til en bog om den kriminelle lavalder.

De borgerlige partiers formænd Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape Poulsen (K) foreslår i en kronik i Berlingske, at der laves en ungdomsdomstol og en ungdomskriminalforsorg for de helt unge mellem 12 og 17 år, der begår kriminalitet.

Og det er meningen, at forslagene skal ende i et beslutningsforslag i det kommende folketingsår.

Ifølge John Hatting har en kriminel lavalder i sig selv ingen præventiv effekt. Derimod er konsekvensen af en sænket kriminel lavalder, at der kommer flere kriminelle, mere kriminalitet og flere ofre, fordi unge ved ophold i fængsler eller andre former for sikrede institutioner udvikler "asocial adfærd, asociale attituder og en negativ opfattelse af samfundet".

Derudover viser forskning ifølge formanden, at jo senere unge kriminelle bliver omfattet af det mere etablerede afsoningssystem, jo større er sandsynligheden for, at det lykkes for de unge at finde andre interesser, få en uddannelse og arbejde i stedet for at køre fast i en kriminel karriere.

Også SF og Socialdemokraterne tager afstand fra de borgerlige partiers forslag.

/ritzau/