Færre får statsborgerskab under SR-regeringen

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Siden Helle Thorning-Schmidts (S) regering trådte til, er antallet af borgere, der får tildelt statsborgerskab ved lov, faldet støt.

Selv om reglerne er blevet lempet, og selv om der er afsat millioner af kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden, er antallet af personer, der med et lovforslag fra regeringen får tildelt dansk statsborgerskab, det laveste i mange år, skriver Information.

I november 2011 fik 1718 voksne tildelt statsborgerskab, i april 2012 var tallet 1099, i oktober 2012 var tallet 1157, i april 2013 var tallet 686, og endelig fik godt 1100 tildelt statsborgerskab i oktober 2013.

Hvis det lovforslag, der blev fremsat af justitsminister Karen Hækkerup (S) i sidste uge, vedtages uændret, vil 679 voksne få tildelt statsborgerskab før sommerferien.

I regeringsgrundlaget fra oktober 2011 forpligter regeringen sig ellers til at "sende det tydelige signal, at udlændinge, der har boet i Danmark i flere år, og hvor integrationen er lykkedes, kan blive danske statsborgere".

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen vil nu bede Karen Hækkerup redegøre for, hvorfor tallet er så lavt henset til den politiske aftale fra maj 2013 om dels at lempe indfødsretscirkulæret og dels at bevilge midler til at få nedbragt sagsbehandlingstiden i Justitsministeriets Indfødsretskontor.

På baggrund af disse initiativer skulle man ifølge Johanne Schmidt-Nielsen nemlig tro, at "aftalen medførte optagelse af flere - ikke færre - personer på lovforslaget".

/ritzau/