Folketinget forbyder barnebrude: Nu skal man være 18 år for at gifte sig

Skrevet af Ane Sørensen

19/01/2017
Modelfoto: Shutterstock
Modelfoto: Shutterstock
Fra den 1. februar 2017 bliver det forbudt at gifte sig, hvis man er under 18 år gammel.

Mest læste i dag

Fra den 1. februar 2017 bliver det forbudt at gifte sig i Danmark, hvis man ikke er fyldt 18 år endnu.

Det skriver Ritzau.

Torsdag stemte et flertal i Folketinget nemlig for et lovforslag, der forbyder ægteskab, hvis du er mindreårig. Fordelingen lød på 85 stemmer for regeringens forslag og 21 stemmer imod.

Politikerne er enige om, at børn ikke skal kunne giftes under tvang. Men de er ikke enige om, hvorvidt lovforslaget løser problemet. Regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte for forslaget, mens Alternativet, Enhedslisten, De Radikale og SF stemte imod.

Børnerådet, Danske Familieadvokater og Danske Advokater har kritiseret forslaget, som er blevet kaldt for symbolsk og unødvendigt, fordi de nuværende regler skulle beskytte mindreårige tilstrækkeligt. 

Muligheden for at få anerkendt ægteskaber mellem mindreårige indgået i udlandet afskaffes også ved vedtagelsen af lovforslaget. Der vil kun være mulighed for dispensation, hvis der kan dokumenteres ‘tvingende grunde’.