Henrik Dam: Jeg ville ikke invitere Thulesen 1. maj

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Det ligner et stort selvmål for Socialdemokraterne. Og på Christiansborg er der heller ikke stor begejstring at spore hos S-toppen, efter det er kommet frem, at partiets lokalafdeling i Give har inviteret Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til at tale 1. maj.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, siger:

- Det er noget, man afgør lokalt. Men jeg vil gerne sige, at hvis jeg havde haft indflydelse på det, så ville jeg ikke synes, det var en god idé. Dagsordenen 1. maj er ikke Kristian Thulesen Dahls og Dansk Folkepartis, siger Henrik Dam Kristensen.

Han henviser til, at Dansk Folkeparti støtter Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, selvom han kæmper for nulvækst i den offentlige sektor. Samtidig er der ikke finansiering til Dansk Folkepartis mange løfter til vælgerne, mener Henrik Dam Kristensen.

- Der er så mange dagsordener, som Dansk Folkeparti er en del af, som, jeg ikke mener, hører hjemme 1. maj, siger Henrik Dam Kristensen.

Spørgsmål: Kristian Thulesen Dahl vil tale om arbejdstagere fra Østeuropa og deres adgang til danske velfærdsydelser. Det er vel en dagsorden, som har meget godt tag i arbejderne?

- Jo, bestemt. Men så er spørgsmålet til ham, hvorfor han ikke tog fat på det, da han fra 2001 havde afgørende indflydelse på finanslov efter finanslov. De løftede ikke en finger. Det var først, da der kom et regeringsskifte, at han gik ind i sagen, siger Henrik Dam Kristensen.

Spørgsmål: Vil du opfordrer lokalforeningen til at trække invitationen tilbage?

- Det er lokalforeningen i Give, der bestemmer, hvem der kommer og holder tale i Give. Men spørger du mig, om jeg vil have inviteret Kristian Thulesen Dahl, så er svaret nej.

Spørgsmål: Invitationen bliver af nogle set som en blåstempling af Kristian Thulesen Dahl som en politiker, der kan tale på arbejdernes internationale kampdag. Hvordan ser du på det?

- Jeg synes ikke, man kan tale om en blåstempling, men det vil jeg ikke gå ind i. Jeg vil gerne have en ordentlig politisk diskussion med Kristian Thulesen Dahl og blandt andet have svar på, hvordan han vil finansiere DF's politiske forslag for 155 milliarder kroner, siger Henrik Dam.

/ritzau/