Kristian Jensen: Vi tager vores andel af flygtningene

Skrevet af admin

04/09/2015

Mest læste i dag

Danmark ligger i toppen af EU-landene, når det gælder om at modtage asylansøgere fra Syrien og andre konfliktramte lande.

Det fastslår udenrigsminister Kristian Jensen (V) fredag ved ankomsten til et uformelt EU-udenrigsministermøde i Luxembourg, hvor migrationskrisen, der skyller ind over Europa, står højt på dagsordenen.

Den britiske premierminister, David Cameron, har fredag lovet, at Storbritannien vil tage imod "tusinder flere syriske flygtninge".

Men Kristian Jensen er ikke på vej med nye konkrete løfter om, at Danmark vil bære en endnu større del af byrden i lyset af den eskalerende krise.

- Vi har løftet, og vi løfter fortsat rigtig meget. Men vi vender os som så mange andre EU-lande imod, at det skal være EU, der trækker et bestemt antal ned over hovedet på landene, siger Kristian Jensen.

- Vi lever op til vores forpligtelser - vi gør endda mere end det - og det skal vi også fortsat gøre.

- Danmark er et land, der løfter sin del af flygtningeproblemet. Og når der er flere flygtninge i verden, så har Danmark altid modtaget flere, siger udenrigsministeren.

Han mener, at der meget hurtigt skal hjælp til både de EU-lande, der modtager flest migranter, og at der skal mere og hurtig hjælp frem til flygtningelejrene tæt på konfliktområderne.

- Vi skal sikre, at flygtningelejrene i nærområderne har de nødvendige ressourcer til at give vand, fødevarer, sanitet og ordnede forhold til de flygtninge, der er der, så vi ikke ser den næste bølge af flygtningestrømme komme ud af flygtningelejrene og op imod Europa, siger Kristian Jensen.

Samtidig skal EU-landene tænke langsigtet, mener den danske udenrigsminister, der vil have EU til at indgå flere samarbejdsaftaler og frihandelsaftaler for at skabe økonomisk fremgang og undgå nye flygtningestrømme fra de nordafrikanske lande.

- Vi kan groft sagt se frem til, at enten skal vi modtage landenes varer, eller også skal vi modtage deres befolkninger, og jeg vil langt hellere lukke op for frihandel og modtage deres varer, siger Kristian Jensen.

/ritzau/