Lidegaard: Bred opbakning til Irak-mission

Skrevet af admin

21/08/2014

Dagens topnyheder

Der er "meget bred opbakning" til at sende et fly med ammunition og lette våben til Irak.

Det erklærer udenrigsminister Martin Lidegaard (R) torsdag eftermiddag efter et fire timer langt møde i Udenrigspolitisk Nævn.

Ministeren har fået støtte fra samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten.

Venstrefløjspartiet vil først drøfte missionen på et hovedbestyrelsesmøde i weekenden, før den tager stilling til, om man vil støtte den.

Det skyldes ifølge udenrigsordfører Christian Juhl, at missionen har ændret karakter fra en humanitær opgave til en våbentransport.

- Det er en meget vigtig ændring. Den humanitære mission er der for mig at se ingen problemer i. Nu skal vi se, om vi også kan være med til at sende våben, konstaterer han.

Våbenmissionen skal onsdag i næste uge behandles af Folketinget, som er hasteindkaldt for at behandle sagen.

/ritzau/