Løkke om kontanthjælpsloftet: Det er en fremstrakt hånd til de svageste

Skrevet af Kristine Bugbee

04/10/2016
Lars Løkke Rasmussen afviser i et interview, at kontanthjælpsloftet handler om at tilgodese de rigeste på bekostning af samfundets svageste.

Dagens topnyheder

- Jeg er helt uenig i den beskrivelse. For dem vi giver den største skattelettelse, er ham eller hende, der har været på kontanthjælp et år og parkeret på kanten af arbejdsmarkedet, og som får et arbejde. Ham eller hende får i kroner og øre den største skattelettelse, siger landets statsminister i et interview med TV 2

Kontanthjælpsloftet trådte i kraft den 1. oktober og har været yderst omdiskuteret. 

Lars Løkke Rasmussen medgiver, at det ikke er nemt at være på kontanthjælp, men han afviser, at løsningen er at give kontanthjælpsmodtagere flere penge mellem hænderne. De skal tværtimod have sig et job. 

- Hvis man får kontanthjælp, er det fordi man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og jeg køber ikke det der argument om, at man bliver ’ramt’. Det her handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og jeg ved godt, at det ikke er nogen let ting at være på kontanthjælp for en enlig mor med to børn. Men svaret på det er jo ikke, at man så skal have mere i kontanthjælp. Svaret er, at man skal have et arbejde. Og det er jo det, alt det her handler om. At få skabt mere vækst i Danmark, så vi får skabt endnu flere arbejdspladser, siger statsministeren til TV 2.

Da han efterfølgende bliver spurgt, om han mener, at kontanthjælpsloftet faktisk er en fremstrakt hånd til de svageste i samfundet, svarer han ja. Det skal kunne betale sig at arbejde, og det gør det, hvis man sætter et loft over ydelser og giver en målrettet skattelettelse, forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen tilføjer, at det også handler om rimelighed. De danskere, der går på arbejde hver morgen og knokler, skal mærke, at de får noget ud af det frem for at lade være.

Er du enig med Lars Løkke Rasmussen? Deltag i debatten på Facebook.