Måling sender Nye Borgerlige i Folketinget med ni mandater

Partiets formand Pernille Vermund. Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto.

Det nye højrefløjsparti, der afventer at blive endeligt opstillingsberettiget, har medvind med ni mandater i ny meningsmåling.

Partiet Nye Borgerlige står til at få 4,9 procent vælgeropbakning i en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2. Det svarer til ni mandater i Folketinget.

Partiet, der onsdag kunne aflevere sine over 20.000 vælgererklæringer til Social- og Indenrigsministeriet, afventer at blive endeligt godkendt som opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Partiformand Pernille Vermund, der er tidligere konservativ politiker, stiftede partiet sidste år. Mærkesagerne er en udlændingepolitik til højre for Dansk Folkeparti og en fordelingspolitisk til højre for Liberal Alliance.

Det er da også de blå partier, der i meningsmålingen står til at bløde vælgere til Nye Borgerlige.

Således står både Venstre og Liberal Alliance til at miste tre mandater hver. Dansk Folkeparti står til at miste et enkelt mandat, mens De Konservative med fem mandater holder niveauet i forhold til seneste Megafon-måling.

/ritzau/

Dagens Gossip