Merkel til ofre for München-angreb: Vi deler jeres smerte

Skrevet af admin

23/07/2016

Dagens topnyheder

Den tyske regering i Berlin sørger med ofrene for et angreb fredag aften i München, siger Tysklands forbundskansler.

- Vi sørger alle, og jeg siger dette på vegne af hele regeringen, med tungt hjerte over dem, som aldrig vil komme hjem til deres familier, siger Angela Merkel.

Myndighederne vil gøre alt for at sørge for borgernes sikkerhed, slår kansleren fast på et pressemøde i Berlin.

Fredag aften gik en 18-årig tysk-iraner amok med en pistol i et indkøbscenter i München.

Han skød og dræbte ni personer. 27 andre er såret - mange i forbindelse med panik under flugt.

- Til de familier, forældre og børn, for hvem alt i dag synes tomt og meningsløst, vil jeg personligt og på vegne af mange, mange i Tyskland sige: Vi deler jeres smerte. Vi tænker på jer, og vi lider med jer, siger Merkel.

/ritzau/