Nordmænd vil indføre burkaforbud på skoler: ’Det hører ikke hjemme i Norge’

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/06/2017
Det skal være slut med at dække ansigtet til på norske uddannelsesinstitutioner. Det fastslår landets regering.

Dagens topnyheder

Studerende på norske uddannelsesinstitutioner skal for fremtiden tænke over, hvilken religiøs hovedbeklædning, de vælger at bære.

Sådan står der i hvert fald i det lovforslag, som den norske regering præsenteret mandag. Det skriver NRK.

Forslaget forbyder nemlig, at man på landets uddannelsesinstitutioner bærer hovedbeklædning, der dækker hele ansigtet.

Forbuddet gælder både niqab og burka, mens andre hovedbeklædninger, der ikke dækker ansigtet, forsat er lovlige.

- Den slags beklædningsgenstande kan hindre god kommunikation og læring, siger uddannelsesminister, Torbjørn Røe Isaksen til NRK.

Det er ham, der sammen med integrations- og indvandringsminister Per Sandberg, har fremlagt lovforslaget, og ifølge sidstnævnte hører sådanne hovedbeklædninger slet ikke hjemme i vores broderland mod nord.

- Det er et klart og tydeligt budskab om, at det er noget, vi ikke kan acceptere. Vi opfatter det som kvindeundertrykkende, og det hører ikke hjemme i Norge, siger Per Sandberg, fra Fremskrittspartiet – en norsk pendant til Dansk Folkeparti.

I 2010 forsøgte Fremskrittspartiet i øvrigt at få vedtaget et totalforbud mod burka og niqab i det offentlige rum – dog uden held. 

I første om gang gælder det nye forslag offentlige børnehaver og uddannelsesinstitutioner.

Ifølge NRK er der et bredt politisk flertal i Norge for at forbyde de heldækkende tørklæder og andre beklædningsgenstande.

I sidste måned var det Østrig, der vedtog et burkaforbud: Tildækket ansigt udløser 1100 kroner i bødestraf