Skatteminister: Jeg blev ikke orienteret om svindel

Skrevet af admin

26/08/2015

Mest læste i dag

En intern revisionsrapport skal om fire uger afleveres til skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Den vil danne baggrund for, hvordan politikerne vil reagere på, at Skat overhørte advarsler om skattesvindel, som siden har kostet skatteyderne 6,2 milliarder kroner.

- Det er selvfølgelig helt, helt uacceptabelt, at så stor svindel med udbetalinger kan ske. Det skal nu undersøges i Skat.

- Derfor er jeg tilfreds med, at Skats interne revisionsafdeling, som hører under Skatteministeriet, de kommende fire uger vil lave en undersøgelse og rapport, som jeg vil oversende til Folketingets Skatteudvalg.

- Rapporten vil se på, hvordan det her kunne ske. Og hvad kan vi gøre for at sikre, at det ikke sker i fremtiden, siger Karsten Lauritzen.

Han mener, at det er fornuftigt, at man ikke går direkte til en uvildig, ekstern undersøgelse, fordi det vil tage endnu længere tid:

- Vi har brug for nogle hurtige svar, og det får vi i de kommende fire uger. Så har vi et fagligt og sagligt grundlag at stå på. Og så vi kan afgøre, hvad der videre skal ske, siger Karsten Lauritzen.

Han håber, at undersøgelsen samtidig vil skabe ro om bagmandspolitiets arbejde med at opklare sagen og fange de personer, som står bag svindlen.

Det kom onsdag frem, at Skat flere gange blev advaret om, at den særlige form for svindel kunne forekomme.

Både i 2010 og i 2013 blev Skat angiveligt advaret - alligevel er sagen først blevet offentlig kendt i 2015, hvor svindlen på tre år har nået et omfang, så skatteborgerne er blevet lænset for 6,2 milliarder kroner.

Karsten Lauritzen afviser, at han selv er blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt, og han understreger, at det efter hans mening er alt for tidligt at placere et ansvar blandt politikere og embedsmænd:

- Hvad tidligere skatteministre har vidst, det må vi se nærmere på. Jeg har ikke grund til at tro andet, end at mine forgængere har gjort, hvad de kunne, for at Skat skulle fungere på bedst mulig vis, siger Karsten Lauritzen.

Han fastslår samtidig, at han kun har været skatteminister "i nogle uger" og derfor ikke har baggrund for at udtale kritik af embedsmændene.

- Jeg har ikke andet end godt at sige om Skatteministeriet og Skats medarbejdere. Og jeg tror, man skal gøre sig klart, at der bestemt ikke er nogen i Skat eller i Skatteministeriet, der synes, at det her sjovt, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/