Socialminister vil straffe forældre, der snyder med samvær

Skrevet af admin

28/05/2014

Dagens topnyheder

Skilsmisseforældre skal ikke have mulighed for at forhindre hinanden i at have kontakt med deres fælles børn.

Det mener socialminister Manu Sareen (R), som onsdag har siddet i møde med alle Folketingets socialordførere for at drøfte, hvordan der kan sættes ind mod modarbejdende forældre.

- Der er desværre rigtig mange konflikter. Og efter hvad jeg hører fra eksperter, er problemet også et udtryk for en større ligestilling, siger socialministeren og fortsætter:

- Forstået på den måde at det tidligere højst sandsynligt var kvinderne, der fik børnene. De mange konflikter er et udtryk for, at flere mænd også gerne vil deres børn.

- Det er klart, at når der er flere forældre, som vil det samme, så kommer der flere konflikter, uddyber Manu Sareen.

Socialministeren ønsker på grund af problemet at lave en politisk skilsmisse-pakke. Den skal sikre, at børn ikke mister kontakten til enten moren eller faren efter en skilsmisse.

Baggrunden for mødet med Folketingets socialordførere kommer i kølvandet på flere sager om forældre, der er lykkedes med at chikanere og forhale en samværssag i stedet for at samarbejde om den bedste løsning for deres barn.

/ritzau/