Thorning takker piloter i Kuwait: I forsvarer Danmark

Skrevet af admin

03/03/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tirsdag været på visit hos de udsendte danske piloter, der fra Ahmed Al-Jaber-basen i Kuwait deltager i den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) i Irak.

Her takkede statsministeren blandt andet soldaterne for at have "forsvaret Danmark", og hun kaldte desuden truslen fra Islamisk Stat for "reel".

- Vi må og skal bekæmpe terrororganisationen Isil (Islamisk Stat, red.). Isil er en reel trussel mod vores måde at leve på.

- Isil er en terrororganisation, som slet og ret ønsker at oprette en stat, som bygger på vold og undertrykkelse. De arbejder målrettet på at skabe en sikker havn for terrorister, sagde statsministeren til soldaterne.

På Facebook skriver hun efter besøget, at koalitionen, som Danmark er en del af, har været med til at stoppe Islamisk Stats fremmarch.

- Vi skal have tålmodighed. Der skal flyves mange missioner endnu, skriver Helle Thorning og sender også en hilsen til de udsendtes familier.

Tirsdag har Værnsfælles Kommando gjort op, at de danske piloter siden begyndelsen af krigen mod Islamisk Stat har fløjet i alt 219 missioner og kastet 168 bomber.

Og alene i løbet af den seneste uge har de danske fly været på vingerne i 11 missioner, hvor der er blevet kastet 10 bomber mod bygninger og køretøjer, som vurderes at tilhøre Islamisk Stats forskellige enheder i områderne Ninawa og al-Anbar.

- I dag har I igen været på vingerne. Våben er blevet monteret. Brændstof er blevet doseret. Ruten er lagt. Der er meget, som skal gøres. Hver gang og hver dag.

- Men I kan stole på alle led i jeres kæde, sagde Helle Thorning-Schmidt til soldaterne under sit besøg på flybasen i Kuwait.

Det danske F-16 bidrag til krigen mod Islamisk Stat består af syv fly - heraf de tre i reserve - og op til 140 mand. Lige nu er omkring 90 mand udsendt, oplyser forsvaret.

/ritzau/