V om vækst: Vi har stadig brug for nye initiativer

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

Der er stadig grund til at forbedre virksomhedernes vilkår.

Sådan lyder det fra Venstre, efter at en række økonomer i onsdagens Jyllands-Posten har bebudet, at behovet for en vækstpakke falder.

- Der er behov for initiativer, som virker her og nu, og for mere langsigtede initiativer som retter op på nogle af de strukturelle vildskud, vi har her i landet, siger erhvervsordfører Kim Andersen.

Ifølge økonomer fra blandt andet Nykredit og Nationalbanken har den danske økonomi ellers fået det langt bedre siden nytår.

Det, mener de, dæmper behovet for tiltag, som skal holde liv i arbejdsmarkedet og styrke forbruget her og nu, og dermed også for den vækstpakke som Folketingets partier skal forhandle om i løbet af foråret.

Men advarslen gør ikke meget indtryk på Kim Andersen.

- Der er rigtig mange økonomer i det her land. Lige meget hvad vi foreslår, vil der være nogle, der mener det modsatte, siger han.

- Vi har nogle skatter og afgifter, som man ikke har i landene omkring os, og det er et problem for virksomhederne, siger han.

Hvis det står til Venstre, skal energiafgifterne på NOx, forsyningssikkerhed og PSO, en tarif på elregningen, som dækker udgifterne til vindmøller og kraftvarmeværker, ændres.

Desuden vil partiet have øget udbud af velfærdsopgaver som børnepasning, ældrepleje og skoledrift.

På forhånd tror de færreste, at regeringen kan finde et flertal med Enhedslisten og SF. Derfor ser det ud som om, at de kan blive afhængige af de borgerliges stemmer.

Finansminister Bjarne Corydon (S) understreger i en skriftlig kommentar ligeledes behovet for nye vækstinitiativer.

- Vi fortsætter bestræbelserne med at gøre vores samfund stærkere, skriver han

- Derfor vil regeringen også præsentere en vifte af nye initiativer, der får produktiviteten i vejret, så virksomhederne står bedre i kampen om ordrerne, og der kommer flere gode job, fortsætter han.

/ritzau/