Valg 2013: Hvordan sætter jeg mit kryds i stemmeboksen?

Skrevet af Holger Madsen

19/11/2013

Dagens topnyheder

Denne artikel handler ikke om hvem du skal stemme på, men er lidt information om hvordan du konkret skal gøre.

I første omgang skal du selvfølgelig afgøre hvilket parti, liste eller kandidat, du vil stemme på.

Men nogle vælgere kan også være i tvivl om, hvordan man så praktisk sætter sit kryds på den lange stemmeseddel.

Det sidste har Indenrigsministeriet nu givet svaret på ved at forlange, at alle stemmesedler udstyres med afkrydsningsfelter.

- I forbindelse med debatten om e-valg – som netop udsprang for at minimere mængden af ugyldige stemmer – dukkede det simple spørgsmål: Hvorfor ikke bare lave en boks på stemmesedlen, som kan guide vælgerne? Det er nu så gjort, og vi håber effekten bliver færre ugyldige stemmer, siger chefkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriets valgenhed, Nikoline Miller til KL.dk.

Nicoline Miller understreger, at skulle krydset falde uden for boksen, så er stemmen ikke ugyldig.

Målet er jo ikke at skabe en ny ugyldighedsgrund. Det er kun en vejledende rubrik, siger Nicoline Miller.

Valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, mener at ensretningen af krydsets placering vil lette de valgtilforordnedes arbejde.

- Det er en væsentlig forbedring, som jeg tror, vil gøre det nemmere for vælgerne og styrke dem i deres tro på, at de har gjort det korrekt, siger  Kasper Møller Hansen.

- Den nye stemmeseddel er mere logisk. Tegningen med hånden og blyanten, der sætter et kryds, vil forhåbentlig også nedsætte risikoen for, at nogle vælgere ubevist kommer til at diskvalificere deres stemme ved at have sat et flueben, en stjerne eller et andet tegn, siger han.