En vild parringsdans i Sverige

Skrevet af webmaster

19/03/2018
I disse dage ankommer de første parringstrængende til Hornborgasjön i Sverige. Og om et par uger er det smukke naturområde fyldt. Vi taler om traner, ikke om mennesker.

Dagens topnyheder

Men de store fugle har næsten menneskelignende træk, når de spiller op til hinanden. 

Tranen er den egentlige forårsbebuder. Glem alt om, at frosten forlader haven. Og at vintergækkerne stikker deres hoved frem. En af de sikreste forårsbebudere ses i Västergötland ved Hornborgasjön. Her ankommer tusindvis af traner, når foråret er på vej, og de tager ikke fejl. 

Det nærmeste sted, vi danskere kan se den særegne parringsdans, er netop på den berømte danseplads ved Hornborgasjön i Västra Götaland, hvor over 10.000 fugle samles netop i disse uger.

Tranedansen er som følger: De store fugle samles i tusindtal og spiller op til hinanden, - de bukker med løftede og sænkede vinger. Og de bryder ud i dans i luften med store lufthop, buer og cirkler. Og så er festen i gang. Nogle gange går det så vildt for sig, at græs og grene flyver rundt i luften sammen med fuglene.

”Tranernes dans ved Hornborgasjön er en spektakulær begivenhed, og de store fugle har en klar interaktion med hinanden gennem dansen. Både børn og voksne synes, tranedansen er fascinerende, og det er helt klart en stor oplevelse, som man sagtens kan kombinere med andre udendørs- og dyreoplevelser i området, f. eks. i den kommende påske”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Hornborgasjön er en af Europas vigtigste fuglesøer, og det bedste sted at se de dansende og yndefulde traner er på søens sydlige spids. Her er udsigtstårne, en informationsbygning, parkeringspladser og i løbet af sæsonen også vidende fugleeksperter på stedet hver dag, som fortæller om fuglene.

Værd at vide om traner

  • I løbet af foråret tæller man antallet af traner ved Hornborgasjön. På et tidspunkt, hvor alle blev talt, var der 26.500 traner på Trandansen samtidig (3. april 2012).
  • Ved hjælp af ringmærkning kan ornitologer måle tranernes alder, og de ældste ringmærkede traner er 27 år gamle. En fuldt udvokset trane vejer mellem 4 og 7 kilo og måler ca. 2 meter i vingefang. 
  • Det er de samme traner, der vender tilbage til Hornborgasjön hvert år. Grunden til, at de gør det, er den gode mad og den trygge ’indkvartering’, mener forskerne. Nogle traner har deres yngleplads i det sydlige Sverige men tager stadig ruten via Hornborgasjön, sandsynligvis fordi det er årets tranefest! 
  • De store fugle fodres ved Hornborgasjön med korn, hvilket betyder, at der bruges 150 ton korn hvert år. Tidligere var der mange kartofler på de omkringliggende marker, som de spiste af, men i dag er der primært korn på menuen. Tranerne spiser imidlertid også fisk, frøer, æg, kyllinger og insekter, hvis de kan komme i nærheden af det.
  • Den røde plet, som tranerne har på hovedet/bagissen, bliver større eller mindre afhængigt af deres stemning. Det røde område er blod, fordi tranerne ikke har fjer på det sted, og den skaldede plet viser altså tydeligt, hvad der befinder sig lige under huden.