Vinder naturferien over charterferien?

Skrevet af webmaster

15/04/2018
Er charterferien udkonkurreret? I hvert fald ser det ud til, at den har fået mærkbar konkurrence fra den måske mest naturlige ferieform, man kan tænke sig. En ferie i tæt kontakt med naturen.

Mest læste i dag

Solen står højt på himlen, og familien slentrer gennem skoven for at se på rådyr, egern og små blomster i skovbunden. Senere på dagen lejer de en kano og sejler ned ad åen med redningsvest og en kikkert for øjet. Om aftenen steges pølserne over bål i naturen, og når man putter sig i sin seng om aftenen, er det med en herlig følelse af natur på nethinden og røg i håret. 

Sådan vil flere og flere danskere gerne afholde deres ferie, viser en ny undersøgelse, for 32 pct. af respondenterne angiver, at feriens indkvarteringssted skal ligge tæt på naturen, yderligere 29 pct. angiver, at der skal være ro, og 26 % vil gerne have, at de bor tæt på vand i feriedagene. 

"At så mange mener, at ferien skal foregå midt i naturen, kommer en smule bag på os, men det er glædeligt. En tredjedel i undersøgelsen angiver, at indkvarteringsstedet for ferien i Danmark skal ligge tæt på naturen, og hele 29 pct. ønsker ro og fred i det område, de holder ferie i", siger Ole Andersen, direktør fra Danhostel. 

"Omvendt harmonerer tallene med den nye tendens, vi oplever, at flere og flere danskere ønsker at prøve kræfter med en ferie i pagt med naturen, hvor flora og fauna spiller ind. Hvor civilisationens og hverdagens stress og jag glemmes for en stund. Det synes at være vigtigt at give sine børn et skud natur med i opvæksten og er måske også en modreaktion på et par årtier, hvor den mere passive charterferie på en liggestol i solen var det foretrukne". 

Udover nærheden til naturen er det vigtigt for rigtigt mange (56 pct.), at der er rent og pænt, hvor man overnatter. Og at indkvarteringsstedet ligger centralt (24 pct.). 

Danhostel består af 65 vandrerhjem i Danmark, og halvdelen af disse ligger midt i naturen. Vandrerhjemmet i Helsingør ligger ud til stranden, vandrerhjemmet i Silkeborg kun et stenkast fra Gudenåen, mens vandrerhjemmet i Store Heddinge ligger ved Stevns Klint. Danhostel Viborg ligger midt i naturen og tæt på en sø, mens Danhostel Ribe ligger ved nationalparken. I Aarhus ligger vandrerhjemmet også midt i en skov, og sådan kunne man faktisk blive ved.

"Når man ser på undersøgelsestallene, kan man kun glæde sig over, at vi bor i et land, hvor natur omgiver os, næsten uanset hvor vi er. Det samme kan man sige om vand, for kommer man bare til Tyskland, kan der være langt til hav eller sø, og det er der ikke i Danmark. Værterne på vandrerhjemmene rundt om i Danmark giver dagligt gode ideer til, hvad man kan opleve i naturen, og hvordan man bedst padler en kano, og delingen af gode naturoplevelser mellem familier florerer også lystigt på vores vandrerhjem", siger Ole Andersen.