Årets komiker, Christian Fuhlendorff: Det kom meget bag på mig

Skrevet af admin

28/08/2015

Mest læste i dag

Det var en uforberedt Christian Fuhlendorff, der gik på scenen torsdag aften i Operaen i København.

Her modtog han prisen som årets komiker. Det var en pris, han bestemt ikke havde regnet med at vinde, og derfor havde han heller ikke forberedt en egentlig takketale.

- Hvis man har optagelsen af mig, så kan man faktisk se, at jeg siger Dybvad med munden, da de afslører vinderen. Jeg troede virkelig, at han ville vinde, så jeg havde ikke forberedt noget som helst, siger han, da Ritzau Fokus møder ham efter showet.

Selvom han har svært ved at forstå, at han netop er blevet kåret til årets sjoveste komiker, så er han meget glad for prisen.

- Det er meget fedt. Jeg har ikke vundet sådan noget før. Det kommer virkelig bag på mig, men det er dejligt, siger han.

Selvom komikeren Tobias Dybvad også var nomineret til prisen og dermed var en konkurrent, så mener Christian Fuhlendorff, at han har meget at takke Dybvad for.

- Han startede i branchen et år efter mig, og vi har hængt meget ud sammen. Vi har skrevet jokes sammen og arbejdet en del sammen. Derfor har jeg også en del at takke ham for, siger han.

I både sine onemanshows og i radioprogrammet Gandhi på P3, hvor den 32-årige komiker er vært, bruger han sin familie som inspiration til mange af sine jokes. Hans kone er derfor også nødt til at være en smule overbærende.

- Det er meget vigtigt, når man laver det, jeg laver, at man har en kone, der en gang imellem lige kan bide i det sure æble og tage en ekstra vagt derhjemme. Det betyder rigtigt meget, siger han og tilføjer:

- Min familie har også stemt. Jeg tror, at de har stemt på mig, men jeg er ikke helt sikker. Det ved man jo aldrig, griner han.

Christian Fuhlendorff var nomineret for sit onemanshow "For at gøre en kort historie lang" og for radioprogrammet "Gandhi" på P3.

De øvrige nominerede var Tobias Dybvad, Jacob Tingleff og Jan Gintberg.

Zulu Comedy Galla blev afholdt i Operaen i København torsdag den 27. august. Søndag den 30. august kan danskerne se showet hjemme i stuerne på TV 2 Zulu.

/ritzau/FOKUS