Økologi er blevet hvermandskost

Skrevet af admin

12/07/2014

Mest læste i dag

Økologien er så udbredt, at næsten alle danskere nu køber økologiske fødevarer. Cirka 93 procent af danskerne køber i større og mindre omfang økologiske produkter, ifølge en meningsmåling fra Norstat lavet for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Undersøgelsen viser samtidig, at gruppen af danskere, der aldrig køber økologiske produkter, er faldet fra 11 procent sidste år til blot seks procent.

- Økologi er blevet en naturlig ting på hylderne. En forklaring er, at tilgængeligheden stiger hele tiden. Selv den mindste slagter og enhver 7-Eleven har økologiske produkter på hylden, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder i Økologi i Landbrug & Fødevarer.

Undersøgelsen viser dog også, at der på bare et år er sket et stort hop fremad i antallet af danskere, der vælger økologi på grund af større dyrevelfærd.

Det glæder fødevareminister Dan Jørgensen (S), som siden sin tiltræden har lagt stor vægt på netop dét emne.

- For mig personligt er dyrevelfærd en af de vigtigste grunde til at købe økologisk, og det har både regeringen og Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening haft højt på dagsordenen, siger Dan Jørgensen.

Undersøgelsen viser, at tre ud af fire ville købe flere økologiske varer, hvis de var billigere.

- At prisen skal sænkes er ikke et mål i sig selv. Der er jo mere arbejde, dyrere foder og større pladskrav i økologien, så den kan ikke konkurrere på ren pris, siger økologichef Kirsten Lund Jensen.

- Jeg tror, det er vigtigere at arbejde på at vænne folk til at betale for det, som varen er værd.

Fødevareministeren er enig.

- Vi skal naturligvis ved at øge efterspørgsel og eksport og antallet, der lægger om til økologi, sikre udvikling og billigere priser. Men vi skal også fortælle folk, hvad de får for pengene, siger Dan Jørgensen, som i efteråret kommer med en ny handlingsplan for økologien.

/ritzau/