Økonomer: Krisen spøger stadig i euroland

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Prisstigningerne i euroområdet ventes at blive opgjort til 0,3 procent i august, viser tal fra Eurostat. Og det er en endnu en kæp i hjulet på væksten i eurolandene.

- Eurozonens økonomi er i krise. Det spæde opsving er ved at køre i grøften, og inflationen er kritisk lav, skriver Sydbanks cheføkonom Jacob Graven i en kommentar til tallene.

Den Europæiske Centralbanks målsætning er en inflation på knap to procent. Men virkeligheden ligger milevidt fra den målsætning, påpeger Jacob Graven.

- Den svage økonomiske vækst og meget lave inflation giver risiko for, at eurozonen bevæger sig ind i en deflationsspiral med faldende priser og faldende produktion, skriver Jacob Graven.

- Deflation kan være det rene gift for økonomien, da forventning om faldende priser kan få forbrugere og virksomheder til at udskyde forbrug og investeringer i det uendelige, skriver han.

Hvis Europa bliver fanget i deflationsfælden, så er der en reel risiko for, at vi står foran en meget lang periode med lav eller ingen vækst, skriver Danske Banks chefstrateg Frank Øland.

Han tilføjer, at deflationen allerede har meldt sin ankomst i Spanien, Portugal og Grækenland. I Spanien er priserne det seneste år faldet en halv procent. Portugal har været fanget i deflationsfælden siden marts, og Grækenland har været i fælden siden sidste forår.

- En midlertidig periode med pristilpasning, der øger konkurrencedygtigheden er dog ikke i sig selv et problem. Det er først, hvis deflation bider sig fast og bliver permanent, at det for alvor er ødelæggende for vækstudsigterne, tilføjer Frank Øland.

/ritzau/