Østergaard: EU-fond er til mere end danske vejstumper

Skrevet af admin

26/11/2014

Mest læste i dag

Der er perspektiver i EU's nye investeringsfond på 2350 milliarder kroner, men danskerne skal ikke forvente, at julen står for døren, og pengene vælter ind, når det bliver muligt at søge fonden om penge til projekter i medlemslandene.

Sådan siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), om Danmarks muligheder for at få del i det økonomiske opsving, som investeringsfonden skal skabe i Europa.

- De her initiativer er målrettet projekter, som står og kan sættes i gang, har en sund økonomi og har en europæisk dimension. I Danmark har vi gang i mange ting, og derfor er det ikke oplagt lige at se, hvad det skulle være, siger han.

- Men det ændrer ikke på, at der er perspektiver - eksempelvis på energiområdet - hvor vi har manglet de investeringer, der kan gøre, at vi kan sælge vores overskudsstrøm på en let måde til andre lande, når vindmøllerne producerer mere, end vi selv kan bruge, siger han.

Planen er at skabe arbejdspladser og kickstarte EU's økonomi ved at gøre det muligt at søge investeringsfondens midler til projekter som udbygning af vejnet eller bredbåndsområdet.

Tidligere onsdag gik Europaparlamentsmedlem for Venstre Ulla Tørnæs i rette med konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der vurderede, at Danmark næppe ville få mange projekter ud af investeringsfonden.

Men Morten Østergaard enig i Vestagers vurdering.

- Der kan være masser af danske perspektiver, der er bare ingen grund til at alle, der savner en stump vej, tror, at penge er blevet gratis, og julen er faldet en måned for tidligt, siger han.

Ifølge Ulla Tørnæs er der dog rig mulighed for at finde danske projekter, der kan nyde gavn af EU's investeringsfond, som skal forhandles på plads med EU-Parlamentet og EU's 28 medlemslande.

- Mange steder i landdistrikter har man ikke adgang til en tidssvarende bredbåndsforbindelse, hvis man overhovedet har bredbånd. For slet ikke at nævne de traditionelle infrastrukturinvesteringer, siger hun.

EU stiller med en garanti på 119 milliarder kroner, Den Europæiske Investeringsbank kommer med 37 milliarder kroner, mens private investorer som pensionskasser skal komme med resten til fonden.

/ritzau/