Østrig får dansk 49er disket: De vil bare genere os

Den danske 49er med Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck fik lørdag aften spoleret en ellers forrygende start på OL.

Efter de seks første sejladser indtog den danske duo en tredjeplads i Rio, men det blev der ændret på senere på aftenen.

Til stor forundring for Warrer og Lübeck indgav den østrigske båd en protest og har fået medhold.

Det bekræfter Christian Peter Lübeck over for Ritzau.

- Vi er blevet diskvalificeret. Østrig har opfundet en situation for at genere os, siger han.

- De gjorde os ikke opmærksomme på det ude på vandet, og det skal man ellers gøre. Men det er ord mod ord, og de har et vidne. Det er sådan noget her, der gør, at man hader det.

- De er bare misundelige over, at vi har sejlet godt, og de ikke har.

- Det har ikke noget med sejlads at gøre. Det er usportsligt, siger han.

Christian Peter Lübeck tror, at protestkomitéen har haft svært ved at behandle sagen.

- De plejer at bruge fem minutter på at behandle en protest, men denne gang tog det en halv time. De har sikkert ikke været enige om afgørelsen, siger han.

Diskvalifikationen betyder sandsynligvis, at den danske 49er falder ned på sjettepladsen i den samlede stilling. Dette er dog endnu ikke bekræftet fra officielt hold.

/ritzau/

Dagens Gossip