Østrigs kansler inviterer kolleger til migrantmøde

Skrevet af Redaktionen

28/08/2016

Dagens topnyheder

Østrigs kansler, Christian Kern, vil i september være vært for et topmøde for en række europæiske regeringschefer, der kommer til den østrigske hovedstad, Wien, for at drøfte flygtninge- og migrantspørgsmål.

Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA.

Kern har fortalt om Wien-mødet lørdag efter drøftelser med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, nær Berlin.

Angela Merkel ventes at deltage i mødet i Wien, og det samme gælder regeringscheferne fra Slovenien, Kroatien og Bulgarien, som også deltog i mødet med Merkel lørdag på Schloss Meseberg ved den tyske hovedstad.

Den østrigske avis Der Standard skriver på sin netudgave, at det ventes, at Ungarns og Grækenlands premierministre også inviteres.

Landene ligger på eller tæt på det, der kaldes Balkan-ruten for migranter. Det var denne rute, migranterne i fjor benyttede, da de var kommet fra Tyrkiet og til Grækenland og ville nordpå til blandt andet Tyskland.

Østrigske medier skriver, at det særlige møde i Wien næppe kommer før 16. september, hvor der er et særligt EU-topmøde i Bratislava, hvor situationen efter den britiske folkeafstemning om at sige farvel til EU skal drøftes.

/ritzau/dpa