1-3: Ajax slipper for total ydmygelse i Barcelona

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Den hollandske fodboldklub Ajax slap tirsdag aften nådigt fra Champions League-kampen på udebane mod FC Barcelona.

Ajax, der havde tre danskere i startopstillingen, slap med et 1-3-nederlag, men det kunne være gået meget værre for de hollandske mestre, hvis ikke FC Barcelona havde skruet ned for kadencen i anden halvleg.

Barcelona skal på lørdag møde Real Madrid på udebane i den spanske liga, og det betød, at både Lionel Messi og Neymar blev skiftet ud i anden halvleg.

Ajax havde dansk islæt på banen fra start i skikkelse af midtbanespilleren Niki Zimling og offensivspillerne Lucas Andersen og Lasse Schöne.

Mens Lucas Andersen gjorde en udmærket figur under svære betingelser, så blev Niki Zimlings indsats skæmmet af en fejlaflevering, der kostede et mål.

Det skete efter 24 minutter i første halvleg, hvor Barcelona nemt kunne have scoret to-tre mål mere end de to, der blev indledningen til den sikre sejr.

Niki Zimling satsede med en aflevering på egen banehalvdel, der blev opfanget af en modstander.

I sekvensen derefter sendte Andrés Iniesta en hård aflevering frem mod Lionel Messi, der scorede til 2-0, selvom Ajax-målmanden Jasper Cillessen fik hånden på.

Barcelona var allerede kommet foran efter syv minutter, da Messi fandt Neymar, som scorede til 1-0 med et højt diagonalt skud.

Der var reelt tale om legestue i første halvleg. Pedro Rodriguez ramte stolpen for hjemmeholdet, og Iniesta spadserede gennem Ajax-forsvaret, inden Cillessen fik reddet.

Kampen ændrede karakter i anden halvleg, hvor både Messi og Neymar blev taget ud.

Niki Zimling blev også taget ud tidligt i anden halvleg, mens Lucas Andersen og Lasse Schöne spillede hele kampen.

Ajax spillede sig op, mens Barcelona-spillerne formentlig begyndte at tænke lidt for meget på kampen mod Real Madrid.

To minutter før tid fik indskiftede Anwar El Ghazi reduceret til 1-2, men det lykkedes ikke for hollænderne at stjæle det ene point.

Tværtimod scorede indskiftede Sandro Ramirez til 3-1.

Barcelona har seks point for tre kampe i gruppe F, mens Ajax har to point.

/ritzau/