Ti mennesker er dræbt tirsdag aften ved to eksplosioner, der har ramt Atatürk lufthavn i Istanbul. Det oplyser den tyrkiske justitsminister, Bekir Bozag, til tv-stationen CNN Türk.
Omkring 20 er såret i angrebet, der var udført af selvmordsbombemænd, oplyser ministeren ifølge AFP og Reuters. Tv-stationen Haberturk meldte kort forinden om 40 sårede.
To personer sprængte sig selv i luften inden sikkerhedstjek i lufthavn i Istanbul, siger en kilde, mens en anden til CNN oplyser, at tyrkisk politi skød mod de mistænkte i et forgæves forsøg på at uskadeliggøre dem, inden de detonerede deres bomber.
Kort inden sagde tyrkiske embedsmænd til CNN Türk, at der kan have været tale om et selvmordsangreb. Ifølge tv-stationens oplysninger skete eksplosionerne i ankomsthallen.
Vidner siger til tyrkiske medier, at der også er blevet skudt ved lufthavnens parkeringsplads.
Der er sendt et stort antal politifolk og ambulancer til stedet. Tv-billeder viser omfattende ødelæggelser og sårede mennesker, der bæres ud af bygningerne.
Øjenvidner oplyser til CNN Türk, at et stort antal taxier gik i gang med at fragte sårede væk fra stedet umiddelbart efter bragene.
Sidste år brugte 61 millioner passagerer lufthavnen, der er Tyrkiets største og Europas tredjestørste målt på passagertal.
I de seneste måneder er sikkerheden blevet skærpet i den tyrkiske millionby efter flere bombeangreb i de seneste måneder, som Islamisk Stat eller militante kurdiske grupper menes at stå bag.
Der er flere daglige afgange mellem Københavns Lufthavn og Atatürk lufthavn i Istanbul.
Ifølge Ritzaus oplysninger var forsvarsminister Peter Christensen (V) netop lettet fra lufthavnen, da eksplosionerne ramte.
Forsvarsministeren var med udenrigsminister Kristian Jensen (V) på besøg i Tyrkiet og fløj hjem til København med rutefly fra Adana via Istanbul.
/ritzau/Reuters