15-årig komet var Norges bedste i sin landsholdsdebut

Skrevet af admin

27/08/2014

Dagens topnyheder

Det 15-årige stortalent Martin Ødegaard fik onsdag aften sin debut for det norske landshold, da Norge spillede 0-0 i en venskabskamp mod De Forenede Arabiske Emirater.

Den unge teenager fra Strømsgodset bliver af avisen Verdens Gang fremhævet som nordmændenes bedste spiller i det målløse opgør i Stavanger.

Verdens Gang skriver på sin hjemmeside, at Ødegaard var sikker med bolden, læste spillet godt og var involveret i alle nordmændenes fire chancer.

Med sine 15 år og 254 dage er midtbanespilleren den yngste debutant nogensinde på Norges landshold.

Martin Ødegaard blev tidligere på året den yngste debutant i den norske Tippeliga, da Strømsgodsets danske træner David Nielsen gav teenageren debut i landets bedste fodboldrække for 137 dage siden.

Norge spiller endnu en venskabskamp den 3. september mod England på Wembley, inden landstræner Per-Mathias Høgmos spillere åbner EM-kvalifikationen den 9. september mod Italien.

/ritzau/