1700 forsøgte igen at bryde ind i kanaltunnelen

Skrevet af admin

03/08/2015

Mest læste i dag

Migranter i Calais i Frankrig har øget presset på mandskabet ved Eurotunnelen, og der blev natten til mandag pågrebet ikke mindre end 1700 personer, som forsøgte at komme illegalt fra den franske side og over til Dover på den engelske sydkyst.

Det var betydeligt flere forsøg end de foregående nætter.

Det franske politi siger, at man 1000 gange har forhindret indtrængningsforsøg i tunnelen, mens 700 blev pågrebet inden for afspærringerne ved tunnelen. En migrant blev anholdt, efter at han havde kastet en sten i ansigtet på en politimand.

10 mennesker har mistet livet siden juni i forsøg på at komme til Storbritannien via tunnelen.

Den britiske regering har lovet at bruge flere penge på sikkerheden ved tunnelen.

Den kaotiske situation ved tunnelen kulminerede i sidste uge, da der blev gjort 2000 forsøg på at forcere afspærringerne til tunnelen. En person, en sudansk mand i 30'erne, blev øjensynligt påkørt og dræbt af en lastvogn.

Migranterne opfatter Storbritannien som et "Eldorado", og mange mener, at de har bedre chancer for at finde et job i landet, da de taler noget engelsk. Mange har også familiemedlemmer i Storbritannien.

Både i Storbritannien og Frankrig er der stigende frustration og vrede over situationen.

I London er premierminister David Cameron blevet voldsomt kritiseret for at have talt om, at "sværme af mennesker" forsøger at komme ind i landet.

I Frankrig har en højrefløjspolitiker, Henri Guaino fra partiet Republikanerne, sagt, at "London må også betale deres del".

Indenrigsministrene fra de to lande siger i en fælles udtalelse, at de vil have hjælp fra de andre EU-lande til at løse migrantkrisen.

- Denne situation kan ikke anskues som en problemstilling for vores to lande alene. Den skal prioriteres på både internationalt og europæisk plan, skriver den britiske indenrigsminister, Theresa May, og hendes franske kollega, Bernard Cazeneuve, i et indlæg, som er blevet bragt i Sunday Telegraph og Journal du Dimanche.

/ritzau/AFP