2025: Løkke gør øget produktivitet til omdrejningspunkt

Skrevet af admin

25/05/2016

Mest læste i dag

- Den pointe, som står allerskarpest efter i dag, er, at fremtidens velstand afhænger af vores produktivitet.

Sådan opsummerer statsminister Lars Løkke Rasmussen den første af to dage på Marienborg, hvor økonomer, erhvervsledere og politikere er kaldt sammen. De skal give regeringen inspiration til den 2025-plan, som skal fremlægges efter sommerferien.

For Løkke er det et selvstændigt mål med mødet at forberede danskerne og Christiansborg-politikerne på, at der er brug for reformer. Også nogle der kan gøre ondt.

Statsministeren vil endnu ikke åbne op for at tale om, hvorvidt pensionsalderen skal op, arbejdsløse skal hurtigere i job, eller unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Men danskerne skal samlet set bruge mere tid på arbejde - og de skal være mere effektive, når de gør det, lyder det fra Løkke.

Spørgsmål: Er øget arbejdsudbud et særskilt mål i 2025-planen?

- Planen er ikke lavet endnu. Men helt overordnet kan jeg sige, at der er to måder at generere velstand på. Den ene er, at vi arbejder mere.

- Det er behøver ikke være en udfordring til den enkelte. Det kan også ligge i, at dem der ikke er i arbejde kommer til at arbejde. Og den anden er, at dem, der arbejder, skaber mere værdi, end vi gør i dag.

Statsministeren undlader at svare på, om en højere pensionsalder kunne været et af de indgreb, han overvejer, men siger i stedet:

- Vi har nogle udfordringer, som også er kommet frem i dag. Vores vækst er for lav, og vi er ikke i stand til i tilstrækkeligt omfang at skabe arbejdspladser. Vi har en ubalance i investeringer forstået på den måde, at vi sender flere kroner ud, end der kommer ind i Danmark.

- Og så er den meget tydelig pointe, at når dagen er omme, så afhænger vores velstand og dermed lønnen i de enkelte familier af, hvor produktive vi er. Hvis vi ikke får knækket nogle kurver op af, så får vi en for alle danskere utilfredsstillende udvikling, siger Løkke.

Repræsentanter fra fagbevægelsen og partierne på venstrefløjen var også med på Marienborg. Men de fik en birolle i et program, hvor alle oplægsholdere enten var økonomer, tidligere finansministre, erhvervsledere eller iværksættere

Løkke fastholder dog, at debatten om reformer, skat og rammevilkår for erhvervslivet ikke kun handler om bedre vilkår for erhvervsledere:

- Det handler om, hvor meget den danske lønmodtagerfamilie har til sig selv. Det handler om, hvor meget, de har til rådighed om fem, ti og femten år. Jo stærkere, det perspektiv står for os, jo lettere er det også at gøre noget ved det, siger Løkke.

/ritzau/