22-årig med kærestesorger løsladt efter bombetrusler

En 22-årig iransk mand, der skal have truet med at sprænge sig selv i luften på et asylcenter i Nyborg, kunne sent onsdag aften tage hjem, efter at politiet havde afhørt ham. Den unge mand viste sig at lide af kærestesorger.

Det oplyser faglig koordinator ved lokalpolitiet i Nyborg Henrik Bjørch.

Han tilføjer, at det er vurderet juridisk, at der ikke er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør og kræve ham varetægtsfængslet.

Manden bliver dog stadig sigtet. Præcist hvad den unge mand skal sigtes for, har politiet ikke taget endelig stilling til.

Men det bliver enten en sigtelse for trusler eller for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser Henrik Bjørch.

- Vi mangler at afhøre nogle enkelte vidner for at få helt fastlagt, om der er tale om trusler, eller der ikke er tale om trusler.

- Det afhænger meget af, hvad han har sagt. Lige nu kan vi ikke godtgøre, at han har talt om at sprænge sig selv eller andre, siger Henrik Bjørch.

Det var onsdag formiddag, at politiet fik en anmeldelse fra Center Nyborg om, at der var en person, som truede med at sprænge sig selv i luften. Den 22-årige mand befandt sig på asylcentrets tag.

Anmeldelsen kom klokken 11.16. Politiet sendte derefter politi og redningsmandskab til stedet og begyndte at evakuere centrets beboere til et sikkert sted.

Politiet valgte også at udstede generelt overflyvningsforbud over området ved asylcentret for alle former for fly - herunder helikoptere og droner.

Manden, der bor på et asylcenter i Faaborg, blev ifølge politiet anholdt "uden dramatik" efter en dialog med en af politiets forhandlere.

/ritzau/

Dagens Gossip