25-årig affyrede måske skud ved anholdelse i Tårnby

Tilsyneladende affyrede den 25-årige mand i Tårnby et skud mod politiet under anholdelsesaktionen torsdag morgen.

I hvert fald er der fundet et patronhylster med samme kaliber, som blev brugt af den person, der sent onsdag aften skød mod betjente på Christiania.

Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed i en pressemeddelelse torsdag ved middagstid.

Den 25-årige blev selv skudt af Aktionsstyrken fra PET, som stod for anholdelsen ved en ejendom på Vinkelhuse i Tårnby.

Hans tilstand er kritisk, har myndighederne oplyst.

Et vidne i Tårnby har fortalt ekstrabladet.dk, at hun hørte tre skud blive affyret.

Anholdelsen skete klokken 6.45.

/ritzau/

Dagens Gossip